Der er mange kvadratmeter og nærmest lige så mange muligheder med denne trelængede landvilla i Allested. Her kan I flytte ind i et charmerende stuehus fra 1875 med plads til selv den store familie - og dertil får I en stor, nem grund og gode længer med lagerplads til eksempelvis håndværkermaskiner samt garager med værksted og god plads til at rode med biler. Prikken over i'et er den landlige, idylliske beliggenhed blot et kvarters kørsel fra Odense.
Nærmeste skole og børnehave findes i Allested-Vejle, hvor der også er et aktivt foreningsliv med mulighed for mange forskellige idrætsaktiviteter, fællesspisninger og årlige fester. Det tager ikke mere end otte minutter at cykle derhen, og der er cirka samme afstand til Brugsen.
Stuehuset er en gedigen murstensejendom med tandfriser og tag i naturskiffer. Der er installeret fibernet i ejendommen.
Indenfor er der rigeligt med plads til familiesamvær i stueplan, hvor I får et rummeligt køkken-alrum med gulvvarme samt spisestue og dagligstue. Derudover byder stueplan på tre soveværelser, to badeværelser med gulvvarme samt et bryggers og en stor entré med en dekorativ, gammel brændeovn, der dog kun er til pynt. Entreen har gulvvarme. Køkkenet er fra HTH og byder på en fin kogeniche med granitbordplader, der harmonerer fint med elementer i hvid og kirsebær.
På førstesalen får I yderligere fire værelser og en stor repos, der kan indrettes som ekstra stue eller måske hjemmekontor. Der mangler lige at blive malet, og man har også påbegyndt indretning af et walk-in-closet. Derudover har første sal et uudnyttet loftrum, hvis I har brug for endnu mere plads.
De to længer er levn fra ejendommens tid som svine- og kvæglandbrug. I den ene ende af kostalden er der mulighed for at indrette en butik eller lave en gildesal. Her er et flot, vælvet loft, som skaber en rigtig hyggelig stemning. Resten af den store bygning kan ryddes for at gøre plads til lagerplads til maskiner, campingvogne eller lignende. Der er gjort klar til kloakering og indlagt vand i denne længe, og i den ende, der ligger længst fra stuehuset er der en stor port.
Den anden længe byder på fyrrum med pillefyr fra 2005 samt depot til træpiller, og dernæst er der to garager, hvoraf den ene er oplagt som værksted. Endelig er der et rum til opbevaring/værksted samt et stort brændeskur, der tidligere rummede landejendommens das.
Grunden er anlagt med masser af græs samt nogle store æbletræer, som giver flotte, velsmagende æbler af blandt andet sorten Filippa. Der er hegn stort set hele vejen rundt om grunden, som også byder på en solrig terrasse og et drivhus.
Kvadratmeterne er mange, mulighederne ligeså - og omgivelserne er helt fantastiske. Skal I flytte ind her? Så book en fremvisning hos Estate.