Corona-virus får Estates mæglere til at droppe håndtrykket

12. marts 2020

Med den aktuelle Corona-virus har ejendomsmæglerkæden Estate valgt at droppe håndtrykket, når mæglerne møder kunderne.

Med ca. 80.000 bolighandler om året i Danmark og mange flere fremvisninger og åbne huse, bliver det givet flittigt hånd på det danske boligmarked, når mægleren møder kunderne. 
Med den aktuelle Corona-virus har ejendomsmæglerkæden Estate, som driver ca. 90 forretninger i hele landet, valgt at droppe håndtrykket med kunderne. 

-Ansvarlighed er en af vores bærende værdier i Estate, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at virus spreder sig, når vi møder kunderne, siger Peter J. Mattsen, der er direktør i Estate.

Han har derfor opfordret mere end tusinde medarbejdere om ikke at give hånd, når de møder kunderne og i det hele taget følge vejledningerne og udvise ekstra forsigtighed i alle situationer.

-Det kan selvfølgelig virke besynderligt ikke at give et håndtryk, som er det mest naturlige i verden for en ejendomsmægler, men i denne specielle situation ser vi ikke andre muligheder end at suspendere håndtrykket, mens Corona-virussen belaster vores samfund, siger Peter J. Mattsen. 

Han håber, at en suspension af håndtrykket bliver det mest vidtgående tiltag, han skal implementere, men tiltager situationen, er han parat til at tage yderligere konsekvenser. 

-For nogle boligkøbere og boligsælgere kan det være ret akut at handle bolig, måske på grund af en skilsmisse eller et jobskifte, men vi kan ikke afvise, at situationen bliver så tilspidset, at vi må sætte fremvisninger og møder i bero, men der er vi heldigvis ikke endnu, og forhåbentlig bliver det slet ikke aktuelt, siger Peter J. Matssen, som følger udviklingen nøje.
Bestil salgsvurdering
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.