Mange købere til få boliger

5. september 2018

Der mangler ikke købere, men derimod nye sælgere på boligmarkedet. At sætte til salg nu kan være det perfekte tidspunkt, hvis man ønsker et effektivt boligsalg, lyder det fra ejendomsmæglerkæden Estate.

 

Boligmarkedet får hele tiden flere nye besøgende, som er på udkig efter bolig, mens antallet af nye sælgere ikke følger med i samme tempo. Det viser tal fra ejendomsmæglerkæden Estate.

Ifølge Estate er et lavt boligudbud og mange købere en perfekt kombination, hvis man ønsker at sætte til salg på et marked med stor aktivitet.

-Vores mæglere møder mange købere i øjeblikket, som ikke har nær så mange egnede boliger at vælge mellem som for kun få år tilbage, hvor der i højere grad var tale om købers marked, siger Michelle Honoré, der er kommunikationsansvarlig i Estate.

Hun peger især på den stærke samfundsøkonomi og store optimisme på boligmarkedet som drivkraft bag udviklingen.

-Selvom der de sidste par år er kommet strammere lånekrav, ser det ikke ud til at smitte af på købelysten. Tværtimod oplever vi flere og flere nye aktører, som ønsker at blive boligejere og som i den grad er velforberedte hjemmefra, siger Michelle Honoré.

Hun anbefaler derfor boligejere, der går i salgstanker, om at få udløst spændingen. 

-Det er altid spændende at finde ud af, hvad ens bolig er værd. Måske er den steget i værdi, og måske har mægleren allerede nogle købere på hånden. Under alle omstændigheder vil jeg anbefale, at man får sin bolig vurderet, da det jo heller ikke koster noget, siger Michelle Honoré.