Nu udbyder vi en ejendom fra 1937 med en af de bedste udsigter i Vorup. Beliggenheden er familievenlig, da I vil bo på en lukket stikvej med minimal trafik, og huset vil være et godt alternativ til at bygge nyt. Det står nemlig klar til at blive renoveret præcis efter jeres ønsker.
Med dette håndværkertilbud får I medbestemmelse, når det kommer til planløsningen og boligens øvrige indretning - for eksempel kan køkkenet både placeres i over- og underetagen. Huset er bygget ind i terrænet, så begge etager delvist ligger i plan med haven, og underetagen består i øjeblikket af et gæstetoilet, tre disponible rum, en stue med direkte udgang til haven og en entre med trappe op til overetagen. Her bliver I mødt af endnu en entre med adgang til et disponibelt rum, og derudover er etagen udstyret med et badeværelse med bruseplads, to værelser og en stue. I dette opholdsrum er der et dejligt lysindfald gennem vinduespartierne, der også lader jer nyde den fantastiske udsigt over byen, og fra et af værelserne kan I træde direkte ud på en sydvendt terrasse.
Der er anlagt en fin have med en stor græsplæne, hvor børnene kan spille bold, og solterrassen bliver et hit i sommervarmen med plads til både solseng og havemøbler. Bilen kan parkeres i den store garage, ligesom det også er muligt at have gæster holdende i indkørslen.
Ejendommen er godt placeret i Vorup, hvor I vil bo med kort afstand til skole og daginstitutioner, ligesom der blot er 650 meter til det nærmeste supermarked, så de daglige indkøb kan foretages tæt på boligen. Det tager blot ti minutter at gå ind til Randers C, hvor et væld af butikker, restauranter og kulturelle tilbud står til jeres rådighed, og der er heller ikke langt til det naturskønne område ved Gudenåen. Fra ejendommen kan I desuden tilgå motorvejen inden for seks-syv minutter.
Kontakt os gerne for en fremvisning - vi glæder os til at introducere jer til en ejendom med en skøn udsigt.