I rolige omgivelser og samtidig tæt på Virum Torv og Virum Station finder du denne charmerende rødstensvilla fra 1962. Boligen er velholdt og byder på masser af indretningsmuligheder - ikke mindst i den ekstraordinært lyse underetage, der får det samlede antal kvadratmeter op på 192. Med til ejendommen følger desuden en dejlig, ugeneret have med terrasser i forskellige niveauer.
Villaen fremtræder diskret ud mod vejen, men så snart du træder om på den anden side åbner facaden sig op med store vinduespartier og et harmonisk samspil mellem ejendommens to velfungerende etager. Indenfor er lyse gulve, vægge og lofter med til at understrege den venlige atmosfære, og eventuelle moderniseringer kan således sagtens foretages løbende.
Boligens 106 registrerede kvadratmeter giver dig et ganske pænt køkken, to stuer og et værelse samt et badeværelse. Dertil kommer så den højloftede underetage, som har hele fem disponible rum samt et fyrrum og et toilet.
Ude i haven er der to skønne terrasser, hvoraf den ene er hævet til stueetagens niveau, så du kan nyde udsigten over den grønne oase sammen med formiddagskaffen. Det kunne for så vidt også være eftermiddagskaffen, for haven og terrasserne vender mod sydvest, så du får glæde af den langt det meste af dagen.
Det tager kun tre minutter at gå til Fakta og Virum Torvs øvrige indkøbsmiljø med flere supermarkeder. Ved torvet ligger også Virum Station med S-tog til Lyngby på fem minutter og til hovedstadens centrum på en lille halv time.
Du får med andre ord en dejlig villa med mange indretningsmuligheder samt en skøn, solrig have og en central beliggenhed i Virum. Book en fremvisning.