Flot og renoveret ejendom med to separate boliger, beliggende i særdeles eftertragtet nabolag lige ved Hareskoven.
Det er bestemt ikke hver dag, at ejendomme som denne kommer på markedet. Denne velplacerede og præsentable villa rummer nemlig intet mindre end 334 kvadratmeter under tag, og de fordeler sig over to separate og flot renoverede boliger med en gennemgående rød tråd - perfekt for eksempelvis to generationer, der ønsker at bo 'sammen hver for sig'.
Adressen er Sortemosevej 29, og denne villa ligger i et populært smørhul midt imellem natur og byliv. Ejendommens hovedhus er fra 1962 og er tilbygget i 2002, og huset står således med et spændende arkitektonisk udtryk - hele huset har de senere år gennemgået en større renovering, hvor der både er kræset for kvalitet og funktionalitet. Ejendommens mange kvadratmeter er fordelt over to separate hjem, der begge er veldisponerede og komplet indflytningsklare. Vi kan eksempelvis fremhæve, at begge boliger har separat indgang og står med luft til vand-varmepumpe fra 2022, vinduer fra 2021 og Svane-køkken fra 2020.
Den første bolig strækker sig over to etager, og de mange kvadratmeter fordeler sig over en god, familievenlig planløsning. I det store køkken-alrum får I glæde af et lækkert strømlinet Svane-køkken med eksklusiv Neolith Iron Corten-bordplade, Miele-vinkøleskab, induktionsplade med emhætte og Quooker Flex 5 i 1, og dertil kommer et badeværelse med bruseniche og gulvvarme, et soveværelse og en fantastisk udestue på hele 46 kvm. med adgang til balkon samt fantastisk udsigt helt til Hareskoven. Nedenunder venter der yderligere to gode værelser med udgang til terrasse, et stort soveværelse med walk-in-closet og udgang til terrasse samt endnu et badeværelse med bruseniche og gulvvarme.
Bolig nummer to ligger i husets stueetage og har gulvvarme fra start til slut, og den råder over et regulært soveværelse, et godt og praktisk bryggers i flot design, et lækkert badeværelse og et fantastisk opholdsrum, hvor køkkenet ligger i åben forbindelse med spise- og dagligstuen. Opholdsrummet sørger for gode indretningsmuligheder takket være de mange kvadratmeter, og her prydes det lækre Svane-køkken af Siemens hårde hvidevarer (med bl.a. indbygget fryser) og den smukkeste marmorbordplade, der giver kulør til hverdagen på en elegant måde.
Grunden tæller 914 kvm, og den er bl.a. anlagt med et stort, isoleret værksted på 30 kvm og en skøn, solrig have med bålplads og lækre terrasseområder. I kommer til at bo i et eftertragtet område, som ligger tæt på en masse skøn natur. Her får I kun 800 meter til Hareskovens dybe, stille ro og en smule længere til Smør- og Fedtmosen - ideelt til gå- eller løbeture eller bare en weekendudflugt i det grønne. Derudover er I tæt på skole, daginstitutioner, fritidsaktiviteter og dagligvareforretninger, ligesom handelslivet ved Herlev Bymidte og i BIG Shoppingcenter står klar. Pendleren kan nemt og hurtigt koble sig på Ring 4 og videre på motorvejen, og på trods af alt dette er der ikke andet end 15 km til Rådhuspladsen og resten af København K.
Interesseret i denne perle?, så kontakt os endelig for en fremvisning.
Som 3 generations familie var der brug for opdeling af 2 boliger hvor denne var unik. Størrelsen og beliggenhed gav os muligheder som vi sagtens kunne se.Udsigt fra udestuden er eminemt ved solnedgang!Jette, Eigil og Sebastian