Denne hyggelige villalejlighed er i 2 etager og på ca. 182 kvm. under tag
I et attraktivt villakvarter i Husum ligger dette klassiske byggeri, og I kan blive indehavere af villalejligheden øverst oppe. Det er et hjem med klassisk elegance og et eminent lysindfald - og jeres egen ugenerede have bliver kronen på værket.
Ejendommen fra 1937 står på en stor hjørnegrund, hvor jeres have kommer med højt buskads, ældre træer og fine blomster; gammelt og veletableret. Herude er der altså rig plads til det solrige udeliv, til selskab og til at slappe af som en forlængelse af jeres nye hjem. Og herfra er det op til jer at lave flere miljøer, terrasser, højbede og hvad end, der giver jer mest livskvalitet. Ydermere kan vi oplyse, at der kom nyt tag på i 1999, og at huset fremstår gedigent og nydeligt.
Boligen tilbyder jer to etager samt et disponibelt rum i kælderen. Der venter jer to store værelser, en stue med et vidunderligt lysindfald, et køkken og et rummeligt brusebadeværelse. Charmen kommer bl.a. frem i gulvene, i de lette rosetter og i det flotte trappegelænder, og sidstnævnte følger jer op til en stor udnyttet tagetage på omtrent 80 kvm, der går op i kip med tykke fritlagte bjælker - indret det lige præcis, som I har brug for og kunne ønske jer.
Sonnerupvej er en del af Husums etablerede villakvarterer, hvor vejbump, høje hække og fortove ledsager jer trygt rundt til daglig. Der er bare 200 meter til Frederikssundsvej, der fungerer som en levende pulsåre med enkelte butikker, fremragende indkøbsmuligheder og selvfølgelig adgangen til Utterslev Mose, som I kan gå til på fem minutter. Her snor stierne sig rundt i et fantastisk rekreativt landskab. Og så er der tilmed gå- og kort cykelafstand til både institutioner, skole og det aktive fritidsliv - altså kan I regne med at få en glidende hverdag op at køre her fra Sonnerupvej 83, 1. Og hvis det lyder som noget for jer, så åbner vi gerne dørene for jeres næste hjem på en fremvisning.