I kan nu blive de nye ejere af Dronningens Tværgade 36, 3, 6 - en 74 kvadratmeter stor lejlighed, der har stort potentiale og med en klat maling kan gøres komplet indflytningsklar. Her overtager I kort sagt nøglerne til en attraktiv bybolig, der er beriget med en sublim beliggenhed tæt på alt, hvad Indre By har at byde på.
Lejligheden har en god, høj placering oppe på 3. sal, og her åbner hoveddøren til et lyst og indbydende hjem, der fordeler sig over en god planløsning. Hoveddøren åbner til en entré og et gangareal med indbygget skabsplads, og herfra er der videre afsæt til boligen - køkkenet er lyst og funktionelt med god bord- og skabsplads, mens badeværelset er opført med terrazzogulv, lyse vægfliser og kombineret badekar og brus. Afslutningsvis venter et godt og regulært soveværelse samt en stue, hvor indretningsmulighederne er gode, og hvorfra der er udgang til en dejlig, sydvestvendt altan. Prikken over i'et er uden tvivl det faktum, at lejligheden kun trænger til en klat hvid maling - men der er selvfølgelig også mulighed for fx nyt køkken og badeværelse, hvis I har specifikke ønsker og visioner for jeres kommende hjem.
På adressen finder I en arkitekttegnet ejendom fra 1957, og her er der gode parkeringsmuligheder, elevator i alle opgange og gode fællesfaciliteter. Det fredede byggeri er tegnet af arkitekterne Kay Fisker, Svenn Eske Kristensen og C. F. Møller, og bygningen placerer sig roligt og tilbagetrukket fra byens summende liv.
Med denne adresse har I Kongens Nytorv en kort gåtur fra hoveddøren, og de mange butikker og gastronomiske perler, der pryder området, kommer til at være nogle af jeres nærmeste naboer - det gælder eksempelvis Atelier September, FIAT og d'Angleterre. Det bliver ikke meget bedre. Indkøb ligger lige på den anden side af gaden, og alle Københavns grønne parker ligger klar til at blive udforsket.
Vil I med på en fremvisning?