Rummelighed er kun ét af nøgleordene for denne bolig, som takket være sin praktiske indretning med to store værelser også sagtens kan fungere som delelejlighed. Og selvom fornødenhederne ligger langs fortovskanten på Frederikssundsvej, er det værd at sætte en parentes om praktiske hensyn. Med Bellahøjparken lige rundt om hjørnet er det nemlig ikke mindst de rekreative værdier, som beliggenheden udmærker sig ved.
Det er bestemt ikke en nyhed, at området er et skønt sted at bo. Snarere tværtimod. For som den lille håndfuld bronzealderhøje i parken vidner om, har mennesker boet her flere tusind år. Først langt senere tog byudviklingen fart, og i dag indgår Bellahøj som en naturlig og integreret del af København. Du får dermed alle storbyens fordele, og en ti-minutters cykeltur er alt, der skiller dig fra Nørrebro.
Samtidig er de mange grønne åndehuller ét af områdets allermest attraktive fortrin. Fra opgangen har du bogstaveligt talt få trin til den lille allé, som markerer grænsen til parken, og uanset om du er til intensiv intervaltræning, mageligt trav eller slentreture med termokanden, er stierne og de grønne plæner opgaven voksen. Snyd heller ikke dig selv for de dejlige arealer ved Utterslev Mose, der repræsenterer nogle af Københavns mest naturskønne omgivelser, og som ligeledes folder sig ud bare et par hundrede meter fra adressen.
Selve lejligheden har hjemme på første sal i en pæn rødstensejendom fra 1937, hvor den lille entré også fungerer som fordelingsgang. Herfra har du dermed forbindelse til samtlige rum, som foruden de to værelser også tæller badeværelse og køkken. Køkkenet er dobbeltsidet og veldisponeret, og ligesom det ene værelse nyder rummet godt af en grøn udsigt, som bestemt ikke er alle københavnerlejligheder forundt.
Bor du alene eller sammen med din bedre halvdel, udgør det største værelse en oplagt stue, og rummet kan indrettes med både spisearrangement og sofahjørne. Hvis omgivelserne trods alt er for gode til, at du kan være bekendt at beholde dem for dig selv, kan du også sagtens dele lejligheden med en ven. For selvom vinduet vender ud mod vejen, afslører udsigten over genboens glaserede mansardtag, at det ikke er storbylarm, men snarere relativt rolige omgivelser, der venter dig. Endelig får du selvfølgelig også et badeværelse med brus.
Tag fat på os, hvis du vil høre mere om boligen, eller hvis du ønsker en fremvisning. Og husk at afsætte lidt ekstra tid, så du selv kan nyde en spadseretur i området.