Snart med fjernvarme
Velkommen til en fantastisk villa med både carport, anneks og en kæmpe have med delvist overdækket terrasse i Hedehusene.
Planløsningen byder på en lys entré og gang, hvor der er god plads til at opbevare overtøjet. Herfra kan I træde ind på det moderne badeværelse, hvor der ikke er gået på kompromis med hverken kvalitet eller design. Det samme gælder villaens køkken, der med sit tidsløse design både er lækkert at se på og praktisk at være i. Husets hjerte findes i spise- og opholdsstuen, som opdelt af en halvmur giver et dejligt leverum for hele familien. Stuen er indrettet med fantastiske vinduespartier med skydedøre, hvor I kan åbne op og invitere naturen indendørs, når vejret tillader det.
Omvendt kan I putte jer i stuen og tænde op i brændeovnen, når kulden trænger sig på. Villaen har tre skønne værelser, og byder ydermere på gode kvadratmeter i kælderplan, hvor der blandt andet er vaskerum og masser af plads til opbevaring.
Når I bevæger jer udendørs, kan I beskue jeres gule perle fra den skønne have, der med sine gode kvadratmeter giver mange anvendelsesmuligheder. I kan spille udendørs spil, holde havefester, udfolde jeres grønne fingre i drivhuset - eller blot nyde tilværelsen på jeres sydvendte terrasse, hvor I har læ for vinden.
I befinder jer i et familievenligt område nær indkøbsmuligheder, børnehaver, skoler og et væld af grønne områder som Kalleruphavens fællesareal, Fløng hundeskov, Møllebakken, Nørre Bakken samt Den Blå Plads. I har også tæt på Holbækmotorvejen, hvorfra I nemt kan bevæge jer rundt i landet.