Er I på udkig efter et dejligt sted at slå jer ned efter børnene er fløjet fra reden, eller måske skal I til at flytte ind i jeres første hus (dobbelthus)? Og står fred, ro og naturskønne omgivelser øverst på ønskelisten? Så skal I læse med her, når vi præsenterer 136 pæne etagemeter tæt på Vestvolden.
Ja, Vestvolden, Københavns gamle befæstningsanlæg, venter kun 400 meter væk, og her kan I nyde gode, lange gåture under de høje træer. Følg stierne til Kagsmosen i den ene ende og til Utterslev Mose i den anden, hvor andefugle padler rundt på søens blanke vand.
Bliver I hjemme på adressen, kan I ligeledes se frem til ro, for Ærtebjergvej er lukket i den ene ende og udgør et børnevenligt frirum til glæde for hele familien. Herfra finder I hurtigt ned på Frederikssundsvej, hvor Netto, lokale supermarkeder og forskellige forretninger venter, ligesom I kan hoppe på bussen og komme til bl.a. Herlev og Ballerup i den ene retning og ind til byen i den anden.
Men lad os vende tilbage til det halve dobbelthus på Ærtebjergvej 22, for det er her, I får hjemme. Gule mursten og store vinduespartier inviterer indenfor, og det ser så fint ud med alt det grønne ude foran. Parkér bilen i indkørslen og find vej op ad trappen til hoveddøren.
Den slår op til 68 kvadratmeter i stueplan og 68 kvadratmeter i den høje kælder, der står i så pæn stand, at den synes som en naturlig forlængelse af hjemmet. Alt i alt får I 2 toiletter, et badeværelse, et disponibelt rum, et værelse og et åbent leverum, hvor stue, alrum og køkken ligger ud i ét.
Det er et hjem udformet med fokus på samværet, og det mærkes, når I står midt i leverummet. Den gode atmosfære skyldes åbenheden, luften og lyset, og den pæne, monokromatiske farvepalette binder rummet sammen med resten af huset. Her kan I diskutere jeres dag over madlavningen, ligesom der er lagt op til hyggelige aftener i selskab med venner rundt om spisebordet. Også kælderen er udformet i de sort/hvide-farver, og hernede er de to oprindelige rum slået sammen til ét stort.
Fra køkkenalrummet har I desuden direkte udgang til den hyggelige have, der byder sig til med flere terrassemiljøer. Slå jer ned på solpletten, lige dér op ad garagens mur, og hold sommerkuløren ved lige i et par timer, før I finder vej ind under pergolaen. Træet, hækken og placeringen i hjørnet af haven giver gode hulelignende fornemmelser, og uderummet bliver hurtigt en favorit, når nætterne skal stå på stjernekig og dagene tilbringes i selskab med en god bog.
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse