Blot små 20 kilometer uden for København ligger denne dejlige, moderniserede villa, som med sine i alt 218 etagemeter fordelt over et særdeles veldisponeret stueplan og en god, tør kælder har masser af plads og rum til selv den store familie.
Stueetagen indeholder en rummelig entré, hele fem gode værelser, der er optimalt placeret til indretning med separat børne-/teenageafdeling i den ene ende og forældreafdeling med walk-through closet i den anden. Begge steder er der renoverede toilet/badeværelser af høj standard. Husets hjerte er det store køkken-alrum i midten af boligen, som sætter rammen om fælles madlavning, lektier og det gode samvær. Her er ikke sparet på noget med tysk kvalitetskøkken fra Nolte, smukkegranitbordplader, hvidevarer fra absolut øverste hylde og en Quooker, der leverer kogende vand øjeblikkeligt. Ved siden af ligger den store, lyse stue, hvor vinteraftenerne bliver hyggelige med den nye Hybridovn, der såvel kan fyre med brænde som træpiller og via app på telefonen kan både tids- og temperaturstyres, så boligen er dejlig varm, når I kommer hjem.
De gode kvadratmeter fortsætter i kælderen, hvor der findes et rummeligt trapperum med plads til masser af opbevaring, et vaskerum med håndvask, vaskemaskine og tørretumbler, et stort aktivitetsrum, som kan bruges til hobby, træning, fest eller, hvor børnene har masser af plads til at muntre sig med venner, og endelig et disponibelt rum, der fx kan benyttes til værksted, kontor eller opbevaring. Hele boligen er forsynet med Genvex ventilationssystem, der sikrer et sundt indeklima og optimal varmefordeling.
God plads går igen udendørs, hvor den 972 kvm store matrikel præsenterer sig med brostensbelagt parkering med plads til tre biler og fine buske fortil, mens en delvist overdækket terrasse med hyggelig udepejs, dejlig grøn plæne, et pænt, varmeisoleret udhus med indlagt el og et drivhus venter bagtil –dermed er der både mulighed for at nyde de lune sommeraftener, børnene kan tumle rundt, og de grønne fingre kan holdes i skak, da haven er anlagt til et minimum af pasning. Villaen ligger i smeltediglen mellem Smørumnedre og Måløv, og der er natur 360-grader omkring jer i både blå og grønne nuancer. Der er blot syv minutters gang til Måløv Station og tre minutter til bussen. De gode indkøbsmuligheder i både Måløv og Smørum nås på få minutter, ligesom der ligger gode daginstitutioner inden for gåafstand, og Balsmoseskolen er blot fem minutter væk på cykel. Fritiden kan spenderes i de rige sports- og træningsmuligheder, som findes i både Måløv og Smørum, eller man kan begive sig ud i det grønne, hvor stier gennem marker og eng starter nærmest i baghaven. De mange tilbud i København kan nås med såvel bil som offentlig transport på under en halv time.
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse