Velkommen til et opsigtsvækkende smukt hus i den "hemmelige" lille lomme mellem Virums bymidte og Geels Skov. Der er tale om en meget flot og rummelig bolig med en perlerække af charmerende, klassiske detaljer og en 1.665 m2 stor, flot grund med høje gamle træer. Grundens størrelse gør også, at der gode muligheder for at lave en tilbygning.
Kvarteret ligger dejligt ugeneret og gemt væk, så selvom enkelte til tider formaster sig til at parkere bilen i nærheden for at gå en tur i skoven, er det ikke noget, man lægger mærke til. Beliggenheden er intet mindre end fænomenal. Selvfølgelig på grund af skoven, men også fordi du kan spadsere til centrum på et kvarter - ovenikøbet gennem den grønne byoase Geelshaven.
Men lad os vende tilbage til villaen, som i år kan fejre sin 111-års fødselsdag. Den præsenterer sig med lysegule facader med mørkt bindingsværk, småsprossede palævinduer og tegltag. Indendørs hylder stilen ligeledes en svunden tid med kassettelofter, væg- og fodpaneler og sildebensparket. Køkkenet følger de samme linjer med søjledekorationer og fyldninger.1 Huset trænger til en opfriskning, men det er svært at finde et meget mere charmerende udgangspunkt end her.
Køkken-alrummet er lyst og åbent, og herfra er der adgang til en pejsestue med indbygget pejs. Modsat pejsestuen er der en udestue med et skønt lysindfald og udsigt til de grønne omgivelser. Stueplan rummer også et stort værelse (som nemt kan deles op i 2 værelser hvis det ønskes) samt et badeværelse, og et fyrrum.
Boligens resterende værelser findes på første sal, hvor der også er adgang til en tagterrasse med udsigt over området. Begge værelser har indbyggede skabe, som naturligvis matcher den klassiske stil.
Rundt om huset ligger haven som en stor, nærmest parklignende forlængelse af områdets natur. Her danner en stor fliseterrasse, mange fine hyggekroge og duftende blomster en dejlig, læfyldt ramme om udelivet i sommerhalvåret. Til huset hører også et udhus med brændeskur, redskabsrum og carport.
En stor, flot grund og en rolig beliggenhed med skoven helt tæt på er nærmest et umuligt krav at stille til et hus, så tæt på centrum. Men det er lige præcis, hvad man får, når man køber dette smukke, klassiske hus midt i Virum. Bestil en fremvisning.