Talrige praktiske forbedringer er iboende i denne dejlige villa, der ligger trygt og rart i et roligt og familievenligt nabolag. Listen af goder tæller bl.a. et nyere køkken samt et rigtig hyggeligt udemiljø og en særdeles anvendelig kælder. Læs endelig videre for at få alle detaljerne med.
Frændevej er et perfekt match for jer, der drømmer om, at tilværelsen kan udspille sig i et hyggeligt kvarter med søde naboer til alle sider. Den rolige vej formes af et stærkt fællesskab og lægger desuden nogle trygge rammer om familiens hverdag, så I kan ganske ubekymret sende børnene ud på vejen for at lege med kvarterets jævnaldrende. Beliggenheden er ligeledes helt ideel, når det kommer til dagligdagens bekvemmeligheder, da adressen placerer jer centralt tæt på både skole og institutioner. I befinder jer ligeledes i gåafstand til indkøb og handelslivet på Søborg Hovedgade, ligesom I kan stå på toget små syv minutter fra hoveddøren. Alt i alt en yderst attraktiv beliggenhed, hvor I nok hurtigt skal føle jer hjemme.
Den røde murstensejendom fra 1937 bærer præg af adskillige prisværdige forbedringer. Gennem de seneste år har man udskiftet alle vinduer og yderdøre, samtidig med at der også er lavet fuger og lagt nyt tag i 2022 og 2023 samt ny indkørsel med to parkeringspladser. Ydermere skabes der en glidende overgang mellem ude og inde, idet der fra både køkkenet og det ene værelse er direkte udgang til en terrasse: Således kan I oplagt bringe aftenens måltid med ud i aftensolen samt rulle ud af sengen for at fange dagens første gyldne stråler. Den indbydende grund formes desuden af terrasser på flere niveauer og gode sol- og hyggekroge i den store have. Velux ovenlys vinduer kan åbnes, og giver masser af lys.
Indenfor modtages I af stueplanets planløsning, der fungerer perfekt med tre soveværelser, to gode stuer hvor der er hyggelig brændeovn, et badeværelse samt et flot istandsat køkken opført i 2020. I boligen er der tilmed indlagt fjernvarme, og så er alle radiatorer udskiftet i hele huset med respekt for æstetikken, da der er valgt pæne radiatorer i hele stueetagen, som giver et ensartet udtryk.
Husets kælderplan markerer sig med en fordelagtig loftshøjde samt som en sund kælder med et godt indeklima. Her har I endnu 133 kvadratmeter i vente, der samler sig om et badeværelse fra 2022 og gode disponible rum, hvor teenageren kan få sin helt egen afdeling. Er det derimod opbevaring eller et værksted, som står højest på ønskelisten, har I ligeledes plads til det her. Boligen udfolder sig på nydelig vis med talrige klassiske detaljer og er tilmed lige til at flytte ind i; alt I behøver er at sørge for en let omgang maling og gulvslibning, før I kan tage hul på jeres nye hverdag. Endvidere er der dobbelt garage.