Området:
Jystrup er et stærkt og attraktivt lokalsamfund. Jystrup er en by på Midtsjælland, beliggende i naturskønne og kuperede omgivelser. Der er lokale indkøbsmuligheder i brugsen, daginstitution, idrætsfaciliteter og skole. Fra Ringsted station kan man med den nye bane forvente en transport på ca. 30 min. til København.
Ejendommen:
Utrolig flot ejendom opført i 1900 med charmerende bindingsværk. Her får man virkelig landidyl samt ro til at nyde omgivelserne. Grunden byder på godt og vel 15000m², så her er rigelig med plads, hvad enten man drømmer om et mindre dyrehold, den store køkkenhave eller måske grunden der er vild med vilje. Kort sagt - er du naturelsker - er dette den perfekte ejendom.
Indretning:
For enden af blind vej bliver du mødt stor flisebelagt indkørsel med direkte indkørsel til carporten. Her træder du ud på den skønneste gårdsplads med diverse beplantning og lækrog, hvor solskinstimerne kan nydes. Direkte fra carporten træder du ind i stor lys entré med adgang til fyrrum, viktualierum og ikke mindst det flotte badeværelse, renoveret nænsomt med respekt for ejendommens stil. Badeværelset har væghængt toilet lækkert badekar samt stor bruseniche.
Entréen fører videre til køkkenet, hvorfra der er gang med trappe op til 1. sal. Fra køkkenet og ind til spisestue/stue finder du fin new yorker væg, igen udført med respekt for ejendommens sjæl. Spisestuen/stuen har indbygget brændeovn samt et dejligt stort vinduesparti ud mod haven, som er med til, at give rummet et fantastisk lysindfald. Der er direkte udgang til den hyggelige have med flot beplantning, flisebelægning m.m. Fra stuen er der dobbelt døre ind til stort værelse.
Fra carporten indgang til bryggerset med skabe, vandinstallation og bruseniche. Bryggerset har også trappe til 1. sal, som er gennemgående over boligens stueplan og indeholder; stort alrum, lyst gæstetoilet, 2 værelser, hvoraf det ene af værelserne er gennemgående. Endelig stue med udgang til stor altan, som igen har den bedste udsigt til vand, skov og åbne marker. Altanen har trappe direkte ned til haven.
Ejendommens indretning giver mulighed for eksempelvis selvstændig teenagerafdeling eller mindre liberalt erhverv.