Med en åben opholdsafdeling i stueplan og to værelser på førstesalen har denne pæne villa en velfungerende planløsning - og der er endda mulighed for at opdele det ene værelse i to, hvis du har behov for et ekstra værelse. Ude er der blandt andet en dobbeltcarport og en solrig terrasse på grundens 718 m2, og det er bare lidt af det, der gør hverdagslivet bekvemt på Skælskørvej 28 i Slagelse Sydby.
Fra villaen har du 400 meter hen til det nærmeste supermarked, og alt lige fra skoler til byggemarkeder, sportsfaciliteter og motorvejen kan også hurtigt nås. Skal du ind til centrum eller Slagelse Station, kan du tage cyklen, og ellers er der et busstoppested på den anden side af vejen.
Har du været ude med bilen, er der glimrende parkeringsforhold ved hjemkomsten, for bag villaen er der et stort grusareal plus en dobbeltcarport. Sidstnævnte rummer for øvrigt et redskabsskur og et lille hobbyværksted, så der er gjort god brug af kvadratmeterne.
Kvadratmeterne er også veludnyttede inden døre i villaen, der har et boligareal på 100 m2 fordelt på halvandet plan. Dertil kommer et disponibelt kælderrum samt et muret udhus, der er indrettet som bryggers.
I 2011 blev villaens indre grundigt moderniseret, og det fremgår tydeligt af køkkenet og badeværelset, der begge har et stilrent look med grebsfrie skabselementer og sort-hvide farvetoner. Planløsningen i stueplan er desuden åbnet op, så der er direkte forbindelse mellem køkken-alrummet og pejsestuen. I forbindelse med renoveringen blev ledninger til rummenes Sonos-højttalere skjult i væggen - og det kan du få glæde af, for der er mulighed for at erhverve sig alt inventar i forbindelse med huskøbet.
Fra entréen går en trappe op til førstesalen, der byder på to gode værelser. Det største er med indbygningsskabe, og begge har loftspots og gavlvindue. Endelig skal det nævnes, at der er fjernvarme i villaen, og for få år siden blev der foretaget kloakseparering.
Ligesom villaen fremstår grunden pæn og velordnet med græsplæne og enkel beplantning. Det allerbedste ved udearealerne er næsten terrassen, for den ligger som en dejligt ugeneret solkrog mellem villaen og carporten - med andre ord er den helt perfekt til de lune sommerdage!
Lyder det som noget for dig? Så kontakt Estate Slagelse allerede i dag.