Drømmer I om en stråtækt, landlig ejendom med stort værksted? Eller er I mere til en bynær beliggenhed nær indkøb, skole og offentlig transport? Det er et svært valg, men vælger I ejendommen på Ølsemaglevej 20, kan I faktisk få begge dele. Her bliver I de nyere ejere af en 142 år gammel og flot vedligeholdt villa med stort værksted og gildesal.
Vi befinder os i det nordlige Køge i et roligt kvarter tæt på daginstitutioner og skole. På den anden side af vejen ligger SuperBrugsen, og det tager desuden blot 5 minutter på cykel til den børnevenlige badestrand. Derudover er der busstoppested helt tæt på, ligesom du kan køre ud på motorvejen på 4 minutter.
Den trelængede ejendom er fra 1881, og udefra præsenterer den sig flot med hvidpudsede facader, sprossevinduer med buede ruder og fine skodder samt et smukt stråtag med kragetræ på mønningen.
Indvendigt bliver du mødt af lyse, indbydende rum med bøgetrægulve og referencer til den oprindelige stil. Her er således synlige spær i lofterne, brændeovn og et klassisk bondekøkken med fyldningslåger. Ejendommen er hulmursisoleret i 2013, en del af vinduerne er fra 1990, og taget er senest skiftet omkring årtusindskiftet.
Omkring villaen er der en hyggelig have med urtehave, to æbletræer og en delvist overdækket gårdhave med udendørs pejs. Her kan I nyde solen ganske ugeneret og invitere masser af gæster til grillaftener.
Vil I opleve den idylliske ejendom og den skønne beliggenhed, så kontakt Estate for en fremvisning.