Som et af de sidste huse på en lille stikvej i Herfølge udbydes denne velholdte Lind og Risør-villa. Her får I store, lyse opholdsrum, to badeværelser og hele fem soveværelser og således en perfekt indretning til børnefamilien. Dertil kommer en blomstrende have designet af en havearkitekt.
Boligen er opført i kvalitetsmaterialer, og de mange vinduespartier og en glaskarnap sørger for et flot lysindfald dagen igennem. I juli 2022 er der installeret en helt ny varmepumpe, som sikrer billig strøm og varme, ligesom gulvene er nyslebne, inderdørene er nye og der er monteret Grohe-armaturer overalt indenfor de seneste 2 år.
Planløsningen er moderne med store, åbne rum, der prioriterer familiesamværet. Køkkenet ligger således i åben forbindelse med en dejligt stor vinkelstue, hvor der er plads til at lave lektier eller spille spil ved spisebordet, mens aftensmaden forberedes. Køkkenet har ny induktionsplade og ny opvaskemaskine. Ved køkkenet har I nem adgang til det tilstødende bryggers.
De fem soveværelser fordeles på en forældreafdeling med privat badeværelse, et værelse, der ligger for sig selv - og sidst men ikke mindst en børneafdeling med to værelser med tilhørende badeværelse med badekar. Hele boligen er udstyret med gulvvarme og indbyggede loftspots.
Via to terrassedøre i stuen har I direkte adgang til haven og en knap 50 m2 stor sydvendt fliseterrasse. Haven er nøje anlagt, så haven blomstrer smukt størstedelen af året. Børnene kan boltre sig på græsplænen, mens de voksne nyder morgenkaffen på en lille morgenterrasse mod øst.
Til ejendommen hører også et redskabsskur og en stor carport med plads til to biler. Der er i sommeren 2021 udskiftet tagrender. Hele vejen rundt om huset er der flisebelægning, så både barnevogne og børn kan komme rundt.
Den lille stikvej er en legegade, hvilket betyder, at børnenes leg og færden har fortrinsret. Herfra er der få skridt til et grønt område med boldbane og labyrintlegeplads. Der er heller ikke langt til børnehave (500 m), skole (800 m) og friskole, og når børnene har fri, kan de lege med de mange børn i kvarteret.
Her får du kort og godt en stilren, lys villa med masser af plads til hele familien og en fin beliggenhed i Herfølge.