Et hjem er mere end blot en adresse, et hus og en have. Et hjem er også naboerne, som man lever side om side med gennem livet. Det er lyden af ungerne, der spiller rullehockey ude på vejen. Kastanielunden 80 kan blive jeres udgangspunkt til at skabe et vaskeægte hjem. Huset har været ejet af den samme familie siden opførelsen i 70'erne, hvilket betyder, at ejendommen er velholdt og fyldt med personlighed, sjæl og skønne minder. Det byder på knap 200 m2 med et væld af muligheder og originale detaljer.
Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at du bliver bedste venner med naboen, eller at den lille nogensinde får interesse for rullehockey, men hvad vi kán love dig, er, at der er ideelle betingelser for, at du kommer til at føle dig hjemme i den lukkede lomme for enden af Kastanielunden. Her er nemlig fred og ro, legeplads, udsigt til marklandskab og en lille sti, der fører direkte ind i en grøn park. Derudover er der blot få hundrede meter til skole, børnehave og indkøbscenter.
Selve huset er opført i 1973 af en lokal entreprenør. Det byder på en spændende indretning med et dejligt køkkenalrum med brændeovn, en skøn pejsestue og to værelser. Dertil kommer et badeværelse og et gæstetoilet og ikke mindst et stort multirum, hvor en tidligere swimmingpool er dækket til med træ. Denne afdeling har også et badeværelse samt et depotrum. Der er gulvvarme i det store badeværelse og multirummet, og rensningsanlægget til poolen findes endnu, hvis den ønskes genetableret.
Stilen er på én gang retro og tidløs, og særligt køkkenet bør fremhæves i den forbindelse. I tidernes morgen - for 50 år siden - valgte nuværende ejer et hvidt køkken på trods af, at moden dengang foreskrev brune materialer. De lyse elementer står i skarp kontrast til den afrundede røde bordplade og stænkpanelet i røde fliser, og selvom tiden naturligvis har sat sine spor, kunne de samme valg være truffet i dag. Der er de samme fliser overalt i huset med undtagelse af køkkenet og soveværelset, hvor der er parketgulv, og disse fliser
går igen på den overdækkede terrasse.
Begynd allerede nu med at samle på lykkelige familieminder - velkommen hjem til Kastanielunden 80.