På den sidste lukkede stikvej i et af Mejrups nyere udstykkede boligkvarterer ligger denne årgang 2016 villa. Beliggenheden er attraktiv og grænser op til skøn og fredelig natur med bl.a. engarealer og smuk ådal.
Villaen er vinkelbygget med tilhørende carport samt stort og godt redskabsrum under husets valmede tag. Fuldmuret med bl.a. indvendige hvide vandskurede vægge og desuden troldtektlofter til kip. Her er gennemgående pænt tidløst hvidt inventar og bl.a. moderne lysegrå kvadratiske klinkegulve m.m.
God planløsning med entre og fordelingsgang til regulært værelse samt bryggers som man kan træde praktisk tørskoet i fra carporten. Yderligere 2 værelser samt soveværelse med skabsvæg og direkte adgang til det ene af husets 2 nydelige badeværelser. Hyggelig stue med franske døre til huset hjerte - det rummelige køkken alrum. Ligesom husets øvrige rum, er her også et rigtig godt lysindfald - særligt fra et stort ovenlysvindue.
Hjørnegrund med stor både syd- og vestvendt fliseterrasse. Haven er omkranset af hæk og i øvrigt anlagt nem med græsplæne.
Mejrup er en hastigt voksende forstad til Holstebro med omkransende smuk natur. Byen har længe haft ry for, at være et rigtig godt lokalsamfund med stærkt sammenhold og engagement. Her er indkøbsmuligheder, kultur- og fritidscenter, friluftsbad, skole til 9. klasse og fritidsordning m.m. Og så er det nemt herfra for f.eks. pendleren at "dreje" på motorvejen.