”Snorlige” villa lidt tilbagetrukket fra Fjordvejen med omkransende bl.a. stedsegrønt og tæt hæk. Idyllerisk fuldstændig lukket baghave med pæne bede, græsplæne og skønne terrasseområder – bl.a. en stor hævet sydvestvendt træterrasse. Tilhørende carport med redskabsrum og bred indkørsel med praktisk god plads til ekstra parkering.
Alle husets 3 plan er gennemført renoveret og der er en ”rød tråd” i både materialevalg og stil. F.eks. gennemgående hvidt inventar, træ- og grå klinkegulve samt hvide gipslofter m.m. På 1. sal er lofterne ført til kip med charmerende synlige bjælker og pladsen delvis udnyttet til en hyggelig hems. 1. salen er desuden indrettet med en dejlig opholdsstue samt stort soveværelse med masser af skabsplads og dejligt kig til fjorden.
Stueplan indeholder rummelig entre med åben vindeltrappe til kælderen. Lækkert badeværelse med bruseniche og køkken, hvor franske døre kan åbnes op til spise- og opholdsstue. I stuen er der trappe til 1. sal og desuden udgang til den skønne sydvestvendte hævede træterrasse. Gennemført kælder med egen indgang. Her er 2 rigtig gode disponible rum - bl.a. et indrettet træningsrum. Desuden teknikrum, stort vaskerum og oplagt vinrum med detaljer som flot og rustikt stengulv.
Villaen er køn med sine lysegrå pudsede facader og hvide gesimser i fin kontrast til husets sorte betontag. Og det omkransende haveanlæg supplementere villaen på bedste vis… ligesom det fint afskærmer.
Bremdal er et populært område med bl.a. skønne villakvarterer ned til fjorden. Her er den dejligste badestrand med ”Blå Flag” og desuden byder Bremdal på både Skole, fritidsordning, børnehave og vuggestue. Ca. 1,5 km til Struer hvor der er masser af kulturliv, hyggeligt havne- og gågademiljø samt indtil flere dagligvarebutikker m.m.
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse