Sommerhus og komplet anneks med panoramavue over Henne Strand
Denne fritidsejendom på Porsevej 15A og -B i Henne Strand er noget ganske særligt. Både fordi den ligger højt i det vestjyske klitlandskab med 360 graders udsigt over området, men i lige så høj grad fordi du reelt får et sommerhus og et anneks indeholdende køkken og bad på én grund – perfekt, hvis du er to generationer, to familier eller måske påtænker at udleje.
Udsigten mod alle verdenshjørner byder på fredede hede arealer med Blåbjerg plantage i baggrunden, Tuttes Bjerg ved indkørslen til Henne Strand, over badebyens tage, samt de betagende klitter, som omkranser Porsevej og et kig til Vesterhavet.
Husene er behageligt tilbagetrukket fra Hennes stemningsfulde badeby og den kilometerlange sandstrand, men alligevel ikke længere væk end 500 meter. I Henne finder du købmand, bagerier, et væld af butikker, gode spisesteder og caféer samt aktiviteter for store som små – også når feriesæsonen går på hæld.
Henne Strand er en sand ferieperle – ikke kun på grund af strandene, men i høj grad også grundet den omkringliggende natur med bl.a. Blåbjerg Plantage, Henne Mølle Å og Filsø, der inviterer gå-, cykel og løbeture i smukke omgivelser.
Ejendommen, der består af et rødmalet træsommerhus kaldet ”Refugio” på 68 m2 og et sortmalet anneks på 43 m2 navngivet ”Klithuset”, er skønt placeret på den charmerende klitgrund med flere sol- og læterrasser. Det giver mulighed for at nyde morgenkaffen til solopgangen over klitlandskabet, og se solen gå ned igen over klitterne og Vesterhavet.
Begge huse er løbende vedligeholdt og fremstår i god stand. Tag, vinduer, brændeovn og gulve i ”Refugio” er udskiftet i 2022 og badeværelset med gulvvarme er fra 2006. Samme år blev annekset ”Klithuset” moderniseret med ny yderbeklædning og vinduer. Indvendigt blev køkken, badeværelse og brændeovn m.m. udskiftet. Begge huse er malet for nyligt og har nyere varmepumper. Dét højner komforten i husene, der begge emmer af sol, sommer og ægte feriestemning. Det skal oplyses, at Varde kommune tillader almindelig vedligeholdelse af annekset, men at der ikke tillades nybyggeri.
Husene er udstyret med henholdsvis to og tre værelser, indbydende opholdsmiljøer med brændeovn, badeværelser og køkkener, hvilket åbner for deling mellem to familier, to generationer, venner eller noget helt fjerde. Det er også værd at fremhæve, at begge eller blot det ene hus kan lejes ud med en fornuftig indtjening til følge.
Grunden passer sig selv, og det frigiver masser af tid til at slappe af og nyde den betagende udsigt fra toppen af det omkringliggende klitlandskab.
Der foreligger udlejningsaftale med Købmand Hansens Feriehusudlejning. Den årlige lejeindtægt for 2025 udgør (pr. ultimo september) kr. 215.824,- for begge huse. Efter beskatning med 40 % -reglen, udgør lejeindtægten kr. 182.374,- til ejer.
Velkommen til dette fredfyldte fristed i Henne Strand!
Økonomisk overblik
Skal du også sælge?
Bestil salgsvurdering
Kontakt
Steffen Frederiksen
Om kommunen
INDBYGGERE
GRUNDSKYLD
KOMMUNESKAT
SKOLER
BØRNEPASNING
Hvor langt er der til nærmeste?
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse