Nogle boliger har bare lidt mere charme end gennemsnittet, og på Degnetoften 10 i Ledøje skyldes det især den hyggelige have. Etplansvillaen fra 1957 er løbende opdateret og udvidet, så boligarealet i dag runder 146 m2, og det er særligt de lyse opholdsrum, der får lov at stjæle rampelyset. Kvarteret er fredeligt, og der er kort afstand til rekreative områder og boldbaner, mens landsbyen også byder på pasningsmuligheder. For skole og indkøb skal I se mod Smørumnedre, som I finder et par kilometer nord for adressen.
Villaen ligger uforstyrret på en fredelig koteletgrund, og det er én af årsagerne til, at haven er så fin. En anden årsag er den omhu, der er lagt i at anlægge haven, som derfor byder på en god kombination af hyggelige solkroge, drivhus og en stor, delvist overdækket terrasse. Som underlægningsmusik til terrasselivet kan I endda tilføje den klukkende lyd af vandet fra den lille havedam.
Med grå, pudset facade, vinduer i flere fag og et pænt sadeltag præsenterer villaen sig velholdt, og det gode helhedsindtryk genkender I også indenfor. Inventaret er opdateret både i køkkenet og på badeværelset, som desuden har plads til vaskesøjlen. Dermed er entréen frigjort fra vasketjansen, og med overtøjet behørigt gemt af vejen i skabene er indtrykket indbydende fra første færd inden døre.
I får i alt tre værelser, mens opholdsrummene fylder resten af arealet godt ud. Dels er boligen indrettet med en lys og let opdelt stue og dels et stort køkken-alrum, og begge afdelinger har en grøn udsigt til haven. Selve køkkenet er opdateret med cremehvide elementer og bordplade i mørkt træ, og dertil er de fleste af boligens rum opgraderet med lyse gulve.
Lad mig uddybe detaljerne ved en fremvisning. Velkommen til.