Kan det blive mere børnevenligt? Vi tror det ikke, for denne etplansvilla på Ole Klokkersvej 26 ligger så tæt på Pilegårdsskolen, at turen til og fra dagens lærdom går som en leg. Fra hoveddøren er der mindre end 100 meter til skolen, og den superkorte skolevej kan nemt komme i spil flere gange om dagen. Med tilknyttet SFO, boldbane og svømmehal fungerer Pilegårdsskolen også efter skoletid som et mødested for kvarterets børn - og der er mange af dem. Pilegårdskvarteret er et hit blandt børnefamilierne, og Ole Klokkersvej 26 tager, som det gerne skulle fremgå, prisen som en af de mest børnevenlige adresser i det populære kvarter.
Villaen ligger desuden praktisk i forhold til daginstitutioner, indkøb og fælledens vilde natur. Tæt på er også Vestamager Station med metro mod byen, mens cykelturen til Københavns centrum kan klares på en lille halv time.
Og hvad så med boligen. Spiller den op til beliggenhedens familieorienterede kvaliteter? Det gør den, i hvert fald et langt stykke af vejen. Og er der individuelle behov - ja, så er der rig mulighed for at opdatere og tilpasse, så boligen passer til familiens ønsker om stil, størrelse og rumdeling.
Villaen er et klassisk gulstensbyggeri registreret med 119 kvadratmeter bolig. Regner vi udestuen med, kommer det samlede antal kvadratmeter op på 141. Grunden tæller 807 kvadratmeter og åbner for, at der uden problemer kan bygges til. Villaen er placeret midt på grunden med havestykker til siderne. Skal boligen udvides med flere værelser, en ekstra stue eller måske et hjemmekontor? Der er flere spændende måder at gøre det på.
I dag giver rumdelingen tre værelser, spisekøkken, stue og udestue. Hertil kommer en afdeling med badeværelse og et bonusrum, der kan blive et lækkert bryggers. Muligt er det også inddrage en del af rummet og lade det indgå i et nyt og ekstra stort badeværelse.
Villaens form og placering på grunden er udnyttet til at skabe flere hyggelige terrasser. Dagen igennem kan der, når himlen over Amager er blå, vælges mellem skyggefulde steder og solrige spots. Haven er lukket og perfekt til gyngestativ, trampolin og til at sparke bold. Høje træer er der ikke mange af, hverken på egen matrikel eller hos naboerne. Sommeren igennem er der rigtig mange solskinstimer til familielivet på den børnevenlige adresse lige over for Pilegårdsskolen