Såvel huset som haven her på Knud Olsensgade 12 i Nørre Alslev byder på masser af plads og en hyggelig atmosfære. Her er tale om en villa på 226 boligkvadratmeter, der blandt andet indeholder to store stuer og fem værelser. Det ene værelse er et dobbeltværelse, der har egen altan. Dobbeltværelset fik i 2017 en genopbygning, som blandt andet indebar nyt el og efterisolering.
Grunden tæller 1.302 kvadratmeter, og her er mange muligheder for at skabe præcis det udemiljø, der passer til jeres behov. Den store have er for indeværende anlagt med græsplæne og frodig beplantning samt flere terrasser. Udover haven inkluderer ejendommen en garage og et udhus.
Villaen er opført i halvandet plan, og her er toilet på begge etager. Førstesalen indeholder herudover tre værelser, en møblerbar repos og det førnævnte dobbeltværelse. Dobbeltværelsets ene afdeling har loft til kip med fritliggende bjælker.
I stueplan er der endnu et værelse, et toilet og et bryggers med badefaciliteter. Hertil kommer de to stuer og et køkken samt et viktualierum og en entré.
Ligesom flere af husets øvrige rum prydes stuerne af synlige loftsbjælker, og den ene stue er endvidere udstyret med en varmegivende pilleovn. I 1975 fik huset sig en tilbygning, hvor den anden stue nu sørger for en god udsigt til haven ved et stort, sydvendt glasparti og dermed har begge stuemiljøer udgang til terrasser.
Boligen ligger på en lukket vej midt i Nørre Alslev. Den lokale folkeskole, sports- og svømmehallen nås på cirka fem minutters cykeltur, og I kan spadsere til børnehaven, biblioteket og byens gode indkøbsmuligheder.