Stor, moderne familievilla med skønne udearealer beliggende på en dejlig grund i et eftertragtet, børnevenligt kvarter i Vonsild. Den hvide villa, der er indrammet af sorte vinduespartier, døre og porte, byder på mange gode detaljer så som gulvvarme overalt, genveksanlæg, akustiklofter, gennemgående sildebensparketgulve i alle opholdsrum, vinkøleskab samt en rød tråd i materialevalg. Ejendommen byder ligeledes på en 58 kvm. integreret dobbeltgarage med ovenlys og akustiklofter.
Her kommer I til at bo med udsigt til åbne marklandskaber med kort afstand til børnehave og Vonsild Skole, hvor der er et aktivt idrætsliv. Endvidere har I kort afstand til SuperBrugsen, hvor de daglige indkøb kan klares, - her er en ny Netto-butik ligeledes undervejs.
Inde kan I glæde jer over en moderne planløsning med et stilfuldt udtryk. Det starter med en lys entré og gang med adgang til bryggers med skabe og plads til vaskefaciliteter og det dejlige badeværelse med bruseniche. Herefter får I adgang til tre gode værelser, hvoraf det ene er indrettet som kontor.
Herfra træder I ind i det moderne køkken/alrum ud i ét med stue med skønne lysindfald. Her er udgang til den delvis overdækkede syd-vestvendte træterrasse, der er jeres skønne oase udenfor. INVITA-køkkenet er med sorte elementer og indrettet med rigtig god bord- og opbevaringsplads.
En forældreafdeling med soveværelse og eget flot badeværelse med bruseniche og badekar med udsigt til de åbne vidder.