Astersvej i Jerne er en fredelig villavej, som ender ved en af byens grønne kiler med stier og legeplads. Få skridt herfra ligger også det nyligt renoverede Bydelens Børnehus, Bakkeskolen og UC Syd. Området er hyggeligt, naboerne er søde, og der er rigtig mange børnefamilier, der vælger at slå sig ned her - og det kan I også, hvis I bliver de heldige ejere af Astersvej 7. Her får I en dejlig, lys og velholdt familievilla med tre soveværelser og mulighed for et fjerde.
Villaen er et rødt murstenshus fra 1971 med sadeltag og hvidt træværk. Vinduerne og yderdøre er skiftet i 2020. I alt kan I indrette jer på 139 boligkvadratmeter i ét plan - og oveni får I en dejlig, lys udestue, der vender stik syd. Huset er flot moderniseret med pæne, lyse gulve og køkkenet står knivskarpt og moderne, så I kan stort set stille jeres møbler direkte på plads.
Boligen byder først og fremmest på en kæmpestor, lys stue, der forbindes med køkkenet via en flot køkken-ø. Derudover indeholder boligen en sovegang med tre gode værelser, et stort badeværelse med badekar og bruseniche. Dertil kommer en entré med gæstetoilet, et bryggers og et rum til opbevaring.
Stuen er så stor og har vinduerne placeret, så man nemt kan etablere et ekstra værelse. Det vil give mulighed for at lade børn og forældre have deres egne afdelinger - eller man kunne lave et fedt hjemmekontor. Stuepladsen kommer I næppe til at mangle - særligt ikke i sommerhalvåret, hvor udestuen og den store terrasse udvider opholdsarealet betragteligt.
Nyere terrasse,med sol på dagen lang. Lige på den anden side af hækken løber en sti, som er del af kvarteret veletablerede stisystem.
Kort sagt: En god, regulær villa med en dejlig, sydvendt udestue og have samt en fredelig beliggenhed i Jerne.