Løbende opdateret villa i Skovlund – stort udhus på 105 m2
En lys og rummelig villa i et aktivt og attraktivt lokalsamfund – det er grundlæggende, hvad I kan forvente af denne ejendom på Borgergade 11 i Skovlund, men det er langt fra det fulde billede. Den klassiske villa har nemlig selskab af et stort udhus på hele 105 m2, som kan give børnefamilien og handyfolket ekstra gode rammer om aktiviteter og hobbyer. Villaen fremstår i pæn og opdateret stand, og det betyder også, at I får et godt udgangspunkt, uanset om I vil modernisere eller flytte ind med det samme.
Med en ejendom fra år 1900 får I en lille bid af Skovlunds lokalhistorie. For oprindeligt husede adressen byens slagter, som havde forretning ud til gaden og stald bagved. Det er stalden, som i dag er jeres formidable udhus, der både har god plads til opbevaring og til et multirum. Her er endda en brændeovn, så de kolde dage ikke skal sætte en stopper for et slag bordtennis eller en kamp ved fodboldbordet.
Villaen præsenterer sig med røde murstensfacader og klassiske dannebrogsvinduer, og huset rummer hele 141 m2 over halvandet plan. Fire værelser giver et fleksibelt grundlag for de fleste, og de fordeler sig med to og to på hver etage. Tre af værelserne er store, og selvom man skulle tro, at det mindste har trukket det korteste strå, skiller det sig positivt ud med en hyggelig alkove.
Også boligens to badeværelser fordeler sol og vind lige, så I finder et baderum på hver etage. De egentlige opholdsrum optager meget af arealet i stueplan, og både køkkenet og stuen indgår i et fritflydende forløb. Køkkenet har en træbordplade, som hviler på nydelige, lyse fyldningselementer, og overordnet set er der virkelig god plads – både til madlavning og afslappende samvær. Lyset har frit spil, og selvom den gamle butiksdør fortsat er på plads i hjørnet, bliver det nok entrédøren via baggangen, I kommer til at benytte i det daglige.
I får en god adresse i den lille by med 150 meter til friskolen og 600 meter til supermarkedet. Pasningsmuligheder og et aktivt foreningsliv har I ligeledes lokalt, og Skovlund er en af de byer, der formår at bokse over sin vægtklasse, når det kommer til arrangementer og virkelyst. Tillige ligger byen godt for pendlere med kort afstand til Varde og Grindsted, ligesom arbejdspladser i Esbjerg, Billund og Herning nås inden for 30-45 minutter.
Lad os invitere jer på en fremvisning – kontakt os.
Økonomisk overblik
Skal du også sælge?
Bestil salgsvurdering
Kontakt
Helge Larsen
Om kommunen
INDBYGGERE
GRUNDSKYLD
KOMMUNESKAT
SKOLER
BØRNEPASNING
Hvor langt er der til nærmeste?
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse