Kom med en tur ind i en af Ølgods smukkeste bygninger, og oplev denne store, spændende villa, der med hele seks soveværelser passer perfekt til den store eller sammenbragte familie. Her kommer du på rundvisning i en energivenlig, lys og detaljerig bolig med god plads til samvær og privatliv.
Husets historie begynder i 1905, hvor ejendommen så dagens lys som byens købmandsbutik. Den funktion havde den helt indtil 1996, hvor nuværende ejere overtog stedet og totalrenoverede det, så det blev forvandlet til en moderne familievilla. Den blev desuden isoleret efter alle kunstens regler, hvilket gør, at den stadig i dag har et flot energimærke.
Facadernes pyntehjørner, de småsprossede vinduer og de sortmalede bjælker i lofterne er med til at bibeholde boligens unikke charme og atmosfære - og det gælder for så vidt også den smukke, antikke kakkelovn, selvom den i virkeligheden stammer fra skolen i Kvong. De seneste moderniseringer der er lavet, er facaderne, som er nypudsede for 2 år siden, og derudover er taget og terrassen skiftet ud for omkring 8-10 år siden.
Boligen har smukke parketgulve i fletmønster og stuklofter, hvilket giver et klassisk touch. Opholdsrummene adskilles kun let af murede buer, hvilket giver lyset mulighed for at passere frit, og der er gulvvarme i hele afdelingen. Foruden opholdsrummene byder boligen på de førnævnte seks soveværelser, hvoraf de fire ligger på første sal, og derudover er der et bryggers og to badeværelser. Til ejendommen hører også et godt værksted, en garage og et redskabsrum. Udenfor er den lukkede have indrammet af grønne planter og ikke mindst to gamle bøgetræer med stammer så store, at man skal være tre voksne for at nå hele vejen rundt om. Haven har også græs, flisegange med buede espalierer og drivhus, ligesom der er en sandkasse for børnenes fornøjelse. Endelig er der en fin stenterrasse, som der er udgang til fra både stue, alrum og bryggers. Med andre ord en unik perle med en spændende historie og vidunderlig have. Book en fremvisning, mens du stadig har chancen.