Vi har virkelig set frem til at kunne udbyde denne enestående villalejlighed hvor smukke rum, praktiske faciliteter og en solrig altan skaber en harmonisk og komplet bolig.
Førstesalen er p.t. registreret som en treværelses lejlighed, men har tidligere rummet tre soveværelser samt et køkken-alrum, hvilket nemt kan genetableres ved at sætte en væg op. De 89 kvadratmeter er godt veludnyttet, sådan at alle rum fremstår indretningsvenlige og alsidige, og som en ekstra bonus er der et uudnyttet loftsrum med masser af potentiale. Udgangspunktet er ydermere pænt og velfungerende med et gedigent køkken fra Køkkensnedkeren, køkkengulv fra 2005 samt et lækkert badeværelse med gulvvarme og vaskefaciliteter, der var renoveret i 2018. Flytter I ind her på førstesalen, får I hertil udgang til den skønneste altan med terrassebrædder og underlag fra 2021. Der er brugsret til et kælderrum til opbevaring.
Selve huset fremtoner lige så flot, som man vil forvente. Vi har nemlig at gøre med en klassisk murermestervilla fyldt med herskabelige detaljer som sprossede vinduer, stukkatur i lofterne og høje paneler. Dertil er det en særdeles velserviceret villa, hvor alt det, der virkelig koster, allerede er ordnet med tag fra 2005, ydervægge, der i 2013 blev renset ned og pudset op med indfarvet puds. Alt i alt en bolig, der har alt det, I får brug for og er helt klar til overtagelse.
Gentofte er bredt anerkendt som et godt sted at bo, hvor I kan kombinere trygge rammer og lokalt sammenhold med en placering tæt på byen, og lige her har I det hele indenfor kort rækkevidde. Omtrent en kilometer nede ad vejen møder I Gentoftegade, hvor I finder indkøbsmuligheder med velassorterede supermarkeder og specialbutikker samt underholdningstilbud som biograf og bibliotek, og adressen er ydermere tæt på både Hellerup og Charlottenlund, der står til rådighed med endnu mere hyggeligt byliv og et væld af rekreative tilbud. Er I en familie med børn, kan I også roligt flytte ind, for der er hele tre fantastiske og velrenommerede skoler indenfor gåafstand, mens Kildeskovshallen, der rummer både sportshaller og svømmehal, placerer sig få hundrede meter væk.
Villalejligheden i stuen er også udbudt til salg, og villalejlighederne kan købes samlet.