Rå detaljer og unikke løsninger kendetegner denne andelslejlighed i Nykøbing Falster, der nu udbydes til salg. Boligen er flot istandsat med nyt køkken og badeværelse, og som endnu et plus får du også din egen altan, hvor du kan nyde solen.
Beliggenheden er optimal for dig, der sætter pris på at have byens tilbud inden for rækkevidde, for fra adressen er der blot fem minutter på cykel til centrums mange butikker og spisesteder.
Lejligheden ligger på anden sal, så her er både et dejligt lysindfald og fri udsigt over byens tage. Med til boligen følger et godt loftsrum plus et kælderrum til opbevaring, og ejendommen har endvidere fælles vaskekælder samt et grønt gårdmiljø.
Inden døre byder planløsningen på et værelse, en stue og det førnævnte køkken samt det nye badeværelse og en entré med indbyggede skabe. Køkkenet er udført i et stilrent design, og en rummelig skabsvæg sørger for ekstra opbevaringsplads til køkkengrejet. Fra køkkenet er der åben forbindelse ind til stuen, hvis blottede murstensvæg skaber en rå kontrast til det klassiske plankegulv. I det tilstødende værelse er der etableret en smart skabsseng, som du kan vippe ned ved sengetid og slå op, når den ikke er i brug - en virkelig gennemtænkt løsning, så du kan udnytte kvadratmeterne til fulde. I værelset er der tillige direkte udgang til altanen, som vender mod øst. Det lækre badeværelse har muret bruseniche og topmonteret håndvask samt væghængt toilet.