Vi har nu glæden af at kunne byde velkommen til Vårbuen 6, hvor dette indbydende parcelhus i et plan befinder sig. Her er det oplagt, at den store børnefamilie flytter ind, for med fire værelser og 153 kvm er der masser af plads at boltre sig på! Hjemmet blev oprindeligt opført i 1975, men fremstår nu renoveret med et moderne udtryk.
Når I træder indenfor, bemærker I straks den hjemlige og behagelige stemning, der bliver hjulpet godt på vej af de gode, naturlige materialevalg i hjemmet. Køkkenet er opført med lyse opbevaringselementer i et klassisk udtryk, alt i hårde hvidevarer samt masser af bordplads, og den åbne tilknytning til stuearealet skaber en god strøm af luft og lys igennem hjemmet. Stuearealet ligger med store vinduespartier mod haven, og terrassedøren sikrer frisk luft og fuglefløjt i sommerhalvåret. Her er der god plads til at indrette både spisestue og afslapningsområde, hvor I passende kan slå benene op og lytte til brændeovnens knitren på de køligere aftener.
Hjemmets fire værelser ligger alle med gode indretningsmuligheder og store vinduespartier, og I kan glæde jer over både at have et gæstetoilet og et nydeligt flisebelagt badeværelse med opmuret spabad, så trængslen over tandbørstningen bliver lige dét lettere! Derudover er der et fint og funktionelt bryggers.
Udenfor kan I nyde godt af den skønne, grønne have, der ligger aflukket, så I trygt kan lade børnene lege i haven, mens I nyder en afslappende stund på fliseterrassen, og med den overdækkede del skal I ikke bekymre jer om det danske sommervejrs temperament! I får en garage med et tilknyttet skur og en flisebelagt forhave, så parkering bliver intet problem!
I kommer til at være placeret på en lukket vej i et område, der huser mange hyggelige kolonihaveforeninger, legepladser og indbydende naturoplevelser. Indkøbsmuligheder, skole og daginstitution finder I 800 m nede ad vejen, og har I behov for mere, så er der kun cirka 2,5 km til Ballerup Centrets mange tilbud. Her ligger Ballerup Station også, hvor I nemt kan tage S-toget på linjen mellem Frederikssund og Klampenborg, der går via København H.
Vi ser frem til at høre fra jer!