I et dejligt, roligt område i Sundby tæt på skov og vand finder I denne velindrettede etplansvilla på 146 m2. Huset er blandt andet udnyttet med en separat børne- og forælderafdeling, der begge har eget badeværelse og flere gode opbevaringsmuligheder. Der medfølger også en nem og solrig have med to gode terrasser, hvor I kan finde sol det meste af dagen og aftenen med.
Villaen er placeret på en lukket vej uden gennemkørende trafik, hvorfra I kan gå til Guldborg Sund på kun fem minutter. Gåturen til Hamborg Skov kan klares på få minutter og tager I cyklen, kan I hurtigt nå til skole, daginstitution, station og en velassorteret Føtex.
Husets planløsning er velfungerende, og både forældersoveværelset, de to børneværelser samt den praktiske midtergang har indbygget skabsplads. Mod vest finder I en lys og rummelig opholdsstue med et ekstrabredt vinduesparti, der sørger for et flot udsyn til haven. Fra den store stue er der adgang til endnu en stue, der leder jer videre ud på den ene af de to solrige terrasser. Boligen disponerer desuden over et køkken med pæne, hvide fronter, og som supplement til entréen får I et flot, funktionelt bryggers med god bord-, skabs- og skuffeplads, egen indgang samt et praktisk indhak til vaskemaskine og tørretumbler.
Sidst, men ikke mindst, får I en garage med et tilhørende redskabsrum - begge med udgang til haven. Velkommen til!