På Pandebjergvej kan du og dine nu overtage denne attraktive rødstensvilla, og her får I hele pakken til den store børnefamilie. Med store opholdsrum og syv værelser er her plads til både dine, mine og vores, og med følger også en lukket, sydvendt have med et skønt terrassemiljø, hvor sommerens sol kan nydes fra morgen til aften.
Ejendommen ligger på en lukket vej i et fredeligt og familievenligt kvarter, hvor de yngste let finder legekammerater og trygt kan cykle og stå på rulleskøjter. Fra adressen er der gåafstand til Ejegodhallen, daginstitutionen og flere supermarkeder, mens børnene kan cykle til skole på ti minutter.
Villaen måler 270 m2 i to etager, og førstesalen er indrettet med fire gode værelser, et toilet samt et depotrum. Stueplanet byder på yderligere tre værelser, og her er ligeledes et gæstetoilet i forbindelse med den store entré samt et lyst og lækkert badeværelse med bruseniche, badekar og plads til vaskemaskinen. Resten af stueetagen består af et stort, åbent opholdsområde, hvor køkkenet og stuen glider i ét, og hvor en karnap med vinduespartier fra gulv til loft lukker masser af naturligt lys ind.
Den sydvendte terrasse smyger sig omkring karnappen, og her er god plads til at servere måltider og kølige forfriskninger i solens varme skær. Familiens yngste kan få græs under tæerne i den lukkede have, der er nem at holde, og ejendommen fuldendes af en integreret garage.
Kontakt os allerede i dag for en fremvisning.