Stor, flot murermestervilla med hele 193 m² bolig + en god kælder på 55 m². Her er mulighederne mange uanset om man blot ønsker meget plads, ønsker at drive Bed & Breakfast eller måske har lyst til en 2-familiesejendom.
Beliggenheden er optimal for livsnyderne som sætter pris på god natur, fugle- og dyreliv samt smuk udsigt.
Grunden er stor og velplejet, anlagt med lille havedam, hyggelige stier, et væld af frugt- og bærbuske/træer og her er mulighed for at være nærmest selvforsynende. Skønne terrasser hvorfra du altid kan finde en læ-, skygge- eller solplads afhængigt af vejr og vind. Fra alle terrasserne kan du nyde den imponerede udsigt over naturen og søen.
Boligen er en klassisk, solid murermestervilla med højt til loftet og med god indretning. Husets hjerte er den lækre udestue med gulvvarme, hvorfra man ligeledes kan nyde den imponerende udsigt.
Føns byder på en af Fyns fineste fuglelokaliteter, en dejlig badestrand med blåt flag og skov lige uden for døren. Margueritruten går gennem denne skønne landsby. Du finder gode indkøbsmuligheder med supermarkeder og specialforretninger i de nærliggende stationsbyer, Nr. Aaby og Ejby. Kun 7 min kørsel fra motorvejen, 7 min fra stationen og med billig teletaxi.
Føns's natur, skønhed og ro giver balance i livet.
Her kan du kombinere landsbylivet med det moderne menneskes behov. Du finder egen børnehave og sikker skolevej, gode skoler med skolebus, et superhurtigt fiberbredbånd, som er den perfekte forudsætning for dig, som har hjemmearbejdsplads.
Føns Gl. Skole er centrum for Føns' rige foreningsliv, fællesspisninger og private fester. Er du til kor, sejlads (fra Føns' egen jollehavn), kajak, inrigger, fiskeri, gymnastik, foredrag, et rigt kirkeliv, seniorklub, kvindeforening, stavgang, morgenvandring, vinterbadning eller fårelaug? You name it. Føns har det hele.