Skøn patriciervilla midt mellem skole og S-tog
Til børnefamilien, der drømmer om hus og have, men som ikke ønsker at vinke farvel til storbyen. Nu står vi klar med nøglerne til jeres drømmehjem, og det ligger på en hyggelig villavej i Brønshøj – midt mellem skole og S-tog. Her byder vi jer velkommen hjem i rammerne af en skøn patriciervilla fuld af sjæl og charme, så glæd jer!
Dåbsattesten siger 1928, og det afspejler sig tydeligt i husets charmerende arkitektur. Villaen præsenterer sig med hvidpudset facade, småsprossede vinduer og mansardtag, mens et moderne bidrag tæller solcellerne på taget; et tag, der desuden blev skiftet i 2018, hvor der også blev opdateret med zinkinddækning på kvistene samt nedløbsrør i zink. Alt det indrammes af en herlig have med sol og grønt til øjet; her kan I nyde sommervejret på de to terrasser, indrette jer med hyggekroge og slippe de grønne fingre løs i drivhuset.
I overtager ikke bare et dejligt hjem, men også et lille stykke byhistorie, for der er tale om den gamle købmandsforretning, og i det rette dagslys kan I stadig skimte navnet Tromborg, der stod skrevet på facaden; ligesom I indendøre kan finde den gamle lem ned til kokskælderen. Det er altså et hus, der rummer en historie, og charmen er bevaret i takt med løbende opdateringer, så rundt om i huset kan I nyde synet af både plankegulve og fyldningsdøre.
I får rigtig mange etagemeter for pengene; fordelt over en velindrettet bolig og en pæn, lys kælder. Sidstnævnte byder på nogle gode disponible rum til bl.a. opbevaring samt et stort badeværelse, der er indrettet med spa og vaskefaciliteter. Øverst oppe finder I et oplagt forældresoveværelse samt to fine børneværelser, der i dag er slået sammen, så her kan børnene snakke hinanden i søvn og drømme side om side; og i takt med at børnene bliver større, kan I tilpasse indretningen og etablere to separate værelser.
Her i huset er det nemt at føle sig hjemme, for hjemmet er lyst, venligt og velholdt. Lyset er særligt skønt i stuen, hvor det strømmer ind gennem de store vinduespartier, og selv i overskyet vejr er der lyst i huset. Foruden stuen, hvor brændeovnen spreder varme, byder stueetagen også på et toilet, et ekstra værelse og et nydeligt køkken med fri passage til haven.
Det er rart at være hjemme på matriklen, men de gode oplevelser venter også i nabolaget. I bor trygt og godt i villavejens hyggelige kulisse, hvor I er omgivet af søde, hjælpsomme naboer, og I bor parallelt med stien, der leder børnene sikkert den korte vej mod boldklubben, fritidshjemmene og den populære Husum Skole. I har heller ikke langt til hverken indkøb, daginstitutioner eller den offentlige transport, for I kan hurtigt gå til både Islev og Husum St., hvorfra toget baner vejen for en tur til det indre København. Og apropos toget, så lad jer ikke afskrække af nærheden til banen, for I bor midt på strækningen, hvor man ikke hører toget starte eller standse, og særligt om sommeren – med blade på træerne – bemærker man det ikke.
Økonomisk overblik
Skal du også sælge?
Bestil salgsvurdering
Kontakt
Mathias Fermann Larsen
Om kommunen
INDBYGGERE
GRUNDSKYLD
KOMMUNESKAT
SKOLER
BØRNEPASNING
Hvor langt er der til nærmeste?
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse